Orkesterpraktik


I Kulturministeriets rammeaftale for orkesterpraktik af 25. november 2003 er fastlagt en række minimumsbetingelser i forbindelse med gennemførsel af praktik. Se "Rammeaftale for orkesterpraktik".

På denne side kan du læse de nærmere regler for orkesterpraktik, som er godkendt af konservatorierne og landsdelsorkestrene.

 

Formål

Orkesterpraktik er et frivilligt undervisningstilbud til kandidatstuderende med et orkesterinstrument. Studerende på gammel studieordning og på overgangsordning kan søge om praktikplads på 4. eller 5. år.

Formålet med orkesterpraktik er at give den studerende erfaring med arbejdet i et professionelt symfoniorkester. Den studerende skal herved motiveres for og forberedes på en fremtidig beskæftigelse som orkestermusiker og skal gennem praktikken forbedre sine muligheder for efter afsluttet uddannelse at få ansættelse i et symfoniorkester.

Indhold

Den studerende deltager i et symfoniorkesters daglige arbejde, dvs. i prøver og i det omfang orkestrets kunstneriske ledelse anser det for forsvarligt, også i koncerter og andre produktioner. Ud over prøver og koncerter modtager den studerende vejledning af en af orkestrets musikere, der fungerer som den studerendes mentor.
Se "Aftale om orkestermentor-funktionen i landsdelsorkestrene"
Praktikopholdet er normalt af 4 ugers varighed. Ugerne skal normalt afvikles kontinuerligt. Praktiktjenesten betragtes som fuldtidsarbejde.

Adgang til praktikplads

Den studerende skal kvalificere sig til en praktikplads gennem et prøvespil, der afholdes lokalt ved det enkelte symfoniorkester. Praktikpladserne opslås her og på konservatorierne.

Studiebelastning

4 ugers orkesterpraktik svarer til 5 ECTS point.

Merit, afløsning

Den studerende kan erstatte orkesterpraktik med dokumenteret professionel assistance i et symfoniorkester. Til afløsning af 4 uger orkesterpraktik skal den studerende dokumentere at have varetaget mindst 6 ugers fuldtidsarbejde i et professionelt symfoniorkester.

Evaluering

Praktikopholdet afløses ved attest. Bortset fra kortvarig sygdom kræves 100 % tilstedeværelse i forhold til den af orkestret lagte arbejdsplan. Ved afslutningen af praktikken afgiver den studerendes mentor en kort udtalelse i skemaform om forløbet. Download skemaet: Dokumentations- og Evalueringsskema for orkesterpraktik.

 

D. 22. juni 2004 SP/godkendt på LOF-mødet den 3. august 2004